Et spind af sammenvævede forbindelser der søger en form

essay #1 – 06.06.25

[click for english translation]

Et essay ved Steen Nepper Larsen

Formernes katalog er uendeligt; indtil hver form har fundet sin by, vil nye byer blive ved med at opstå. Dér hvor formerne har opbrugt deres variationsmuligheder og begynder at opløses, der begynder byernes endeligt. De sidste kort i forudanelserne foruroligende atlas viser netværk, der flyder ud uden begyndelse og slutning, byer af form som Los Angeles, af form som Kyoto-Osaka, byer uden form. Som junk spaces, der formerer sig som unævnelige, navnløse og identiske kopier og størkner som ikke-steder i Sverige, Frankrig og Tyskland bestående af fastfood-restauranter, sjælløse malls og endeløse benzin- og ladestationer.  

Du har vandret i timevis; men det står dig ikke klart, om du allerede er midt i byen eller om du endnu er uden for den. Som en sø med flade bredder der fortsætter i vandpytter, strækker Pentesilea sig så langt øjet rækker, en by der er flydt ud som fortyndet suppe over hele sletten. Blege huse kryber sammen på stride enge mellem bræddeskure og bliktag. /…/Findes der endnu noget uden for Pentesilea? Eller er det sådan, at hvor meget du end fjerner dig fra byen, vandrer du dog stadig gennem den ene skyggeagtige forstad efter den anden uden nogensinde at komme ud? 

”DRØMMENS KNOGLER SØGER NYT KØD”
Det var således ikke uden sensitiv samtidsdiagnostisk bund og grund, at digteren Peter Laugesen i 1980 udgav Forstad til intet (s. 16) og på den minderige side 13 skrev: ”neurosen blomstrer vildt/i den tomme kondisko/på de gamle morænebakker/hvor firkantede rækkehuse/stikker en bordtenniskælder i jorden/og bilder sig selv ind/de står fast.”Udfrielsesdrømmenes kontrastvæske fik mæle i stedsegrøn poetisk form, mens landet plastredes til med række- og parcelhuse. Det selvsammes tyranni måtte og må forstyrres; modbilleder voves, mens drømme søgte nyt kød.   

I genspejlingsbyen Valdrada, der ligger ved søens bred, ved beboerne, at alle deres gerninger på én og samme tid består af selve gerningen og dens spejlbillede, som ejer billeders særegne værdighed. Bevidstheden herom forhindrer dem i så meget som et øjeblik at overlade tingene til tilfældet og glemslen. Også når de elskende nøgne, krop mod krop, vender sig og søger nye stillinger for at hente så megen vellyst hos hinanden som mulig. Som en virkeliggørelse af Nietzsches princip: amor fati er fordoblingen i handling og erindringsbillede ikke dødlæggende i denne by. Her er genspejling og gentagelse ikke hinandens fjender. 

Det er de heller ikke for den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo, der i det 13. århundrede besøger 55 byer og inddamper sine indtryk fra bl.a. Pentesilea og Valdrada og 53 andre fabelagtige urbane steder – her kommer de fryde-, håbe- og længselsfulde stunder fra Ipazia, fortættet af forfatteren, budbringeren og ordkunstneren Italo Calvino: Nu er det således, at bare jeg hører hestevrinsken og piskeknald, bliver jeg straks fyldt af elskovslyst. For i Ipazia må man gå ind i staldene og ridehusene for at se smukke kvinder, som rider med nøgne lår og læggene dækket af støvler. Så snart de får øje på en fremmed yngling, vælter de ham omkuld i høet eller savsmuldet, og trykker deres faste bryster mod ham.

UDFORDRINGERNE STÅR I KØ FOR DEN ENDNU UFORSTILLEDE ’JORDLING’  
De fremmede steder er som et negativt spejl. Den rejsende genkender det lidt, der er hans, og opdager det meget, som han ikke har ejet og ikke vil få.

Således kan et arkitekturcredo lyde i 2025 inspireret af Marco Polos og Italo Calvinos forenede visdom og lingvistiske stjernestøv. Der må skabes boformer, bygninger og byer på baggrund af nysgerrige studier, der åbent og ydmygt drager rundt i verden og på krydstogt igennem historien med åbne sanser og begreber under tilblivelse, afsøgende en mulighedernes arkitektur. Erkendelserne ejer ikke deres genstande, og vidensformerne er betydningsudfoldende uden at være domesticerende.
 
Snarere end at ville tage verden i besiddelse og plastre den til med kommercielle knudepunkter og udskiftelige bokasser drejer det sig om at opfinde virile og viltre sammenfiltrings- og koeksistensformer af det menneskelige og det ikke-menneskelige, det intenderede og det ikke-intenderende, det kendte og det ukendte, det ingeniørmæssige og det arkitektoniske, det funktionelle og det æstetiske, det brugsmæssige og det sanseligt opløftende. 

Tidsåndslingoen skænker os formeligt en hang, trang og tvang til at tale om bæredygtighed. Det er der bestemt ikke noget mærkeligt i, for på dansk er det et éntydigt positivt ord og en allestedsnærværende bestræbelse og læbebekendelse, ikke blot i byggebranchen men også i det politiske spil og spin. Tænk blot på Bæredygtigt Landbrug, grøn bæredygtig vækst, bæredygtighedstilpasning, bæredygtig udvikling etc. Bæredygtighed er en overophedet og efterhånden affortryllet signifiant, som det falske for lang tid siden har sneget sig ind i.

Byen Bauci bæres af spinkle pæle, der rejser sig langt fra hinanden og forsvinder op i skyerne. Der er intet af byen, der rører jorden, bortset fra de lange flamingoben den står på. En passant lancerer Calvino tre hypoteser om beboerne i Bauci: Måske hader de jorden; måske nærer de en sådan ærefrygt for den, at de undgår at berøre den; måske elsker de den, som den var før dem selv, og sidder og stirrer på den med kikkerter og teleskoper, og betragter hver en lille del, blad for blad, sten for sten, myre for myre, hensunkne i beskuelsen af deres eget fravær.

Ligefrem at hade jorden er et selvmodsigende projekt for en ’jordling’, der altid-allerede er et dennesidigt jordisk væsen. At undgå at berøre jorden er et menneskelivsfjendtligt, flagellantisk og selvdestruktivt forehavende. At eksilere sig selv fra jorden og indtage en position som en oprindelighedssøgende, balsameringsideologisk anti-humanist virker helt tosset. Men grundigt at udforske naturen og byen blad for blad, gade for gade, materiale for materiale, aktivitet for aktivitet er ingenlunde et futilt forehavende. 

Selvmodsigende er det også at ville elske en by kreeret før der eksisterede mennesker; thi mennesker er per natur kultur- og efterhånden også byskabende. Naturen bygger, rejser og forfiner som bekendt ikke komplekse byer helt af sig selv. Det nytter således ikke noget at ville borttrylle eller skamme sig lavmælt eller højlydt over det exceptionelt menneskelige i universet. Men det nytter heller ikke noget at gøre alt i universet og på kloden til råstoffer og redskaber for fortsat og hovedløs vækst inden for et substansnivellerende og kortåndet kapitalistisk system. Min påstand, der ikke lader sig udfolde her i fuldt flor, er kort sagt, at det er det kapitalocæne, der er problemet, ikke det antropocæne as such.

SPROGETS MULIGHEDSHORISONT FOR ARKITEKTER OG ANDET GODTFOLK
Der er noget eminent forførende og livgivende over skriftsproget. De selvsamme syv tegn kan således ikke undgå at vække til undren, hvis vi skulle finde på at gradbøje og dvæle ved henholdsvis nowhere og now here. Hvor førstnævnte er fraværsladet og negerende i sin udvejsløse sammentrængthed, er sidstnævnte på én gang både anmassende, opmærksomhedsforvoldende og aktualitetsbesyngende. Umærkeligt klæber langtidslængslen således til førstnævnte, mens der for en kort stund kan inviteres til at ånde frit i rummet mellem de sidste to ord.

Disse befippede ’befindelser’, dvs. steder vi kan gæste i forestillingsevnens fantasiladede verden, kan man også nærme sig inden for den tyske sprogverden, hvor to beslægtede ord byder sig til: irgendwo og nirgendwo. Hvor ottetegnsordet udpeger ’et-eller-andet-sted’ og sikrer eksistensen et minimalt ståsted, så synes nitegnsordet at servere en noget mere opgivende reference til et ’intetsteds-ikke-sted’, hvor der end ikke kan slås lejr på et frimærke i så meget som et sekund. Men dermed oplades nirgendwo også med energi som et håbets grænsebegreb. Sporsansen for og fra nirgendwo trækker tynde tråde mellem nogetsteds og intetsteds.

Fra græsk har vi arvet en række ord med en imponerende virkningshistorie og slidstyrke: topos, sted, ou-topos for ikke-sted, og eu-topos, for godt sted. Utopi er et kunstord og en neologisme, der både betegner et ikke-sted og et godt sted. Umiddelbart betegner utopier rumlige gestalter og lokaliteter; men de finder bestemt også anvendelse inden for tidslige domæner. I hverdagssproget krydses to væsensforskellige betydninger i samtiden. Utopi bruges pejorativt for det urealistiske og drømmeriske, men også for det endnu-ikke realiserede, attråværdige, retningsanende og fremtidigt forløsende. Summa summarum: Ved det politiske voksenbord er utopier ikke velkomne. I kapitalismekritiske og aktivistiske fællesskaber er utopier derimod i høj kurs.

I 1965 sang The Beatles om en rigtig Nowhere Man: “Sitting in his nowhere land, Making all his nowhere plans for nobody”. I vers to lød det: “Doesn’t have a point of view. Knows not where he’s going to. Isn’t he a bit like you and me?”. Lidt senere sang John Lennon og Paul McCartney i kor: “Nowhere man, please listen (Ahh, la, la, la). You don’t know what you’re missing (Ahh, la, la, la). Nowhere man, the world (Ahh, la, la, la). Is at your command (Ahh, la-la-la-la)”. Og så kom den unisone guitarsolo, eksekveret af George Harrison og John Lennon. 

Måske er tiden rede til at frisætte nogle utopiske, nirgendwo-reddende og arkitektoniske visioner, der giver baghjul til dominerende, trummerumagtige og kontekst-og skalaløse nowhere-besyngelser, mens de forvrænger verden til ukendelighed og bader den i vellyd, indgyder den æstetisk kraft af en anden verden, værner nænsomt om materialiteterne og gøder de fælles energistrømme. Now Here, Women, træd på wah-wah-pedalen!
 

*Post scriptum: En del af dette essay former sig som en palimpsest over Italo Calvinos De usynlige byer. København: Tiderne Skifter 1998 (opr. La città invisibili, 1972). Essayets titel tager således afsæt i en sætning om byen Ersilia på side 68. Essayet tangerer også mine artikler: ”Irgendwo im Nirgendwo” i Cort Ross Dinesen og Guro Sollid (red.): Hydra 8. Morfologi – Topologi. Kartografi + Urbanitet. Berlin Paris Tokio. København: Kunstakademiets Arkitektskole 2012: 59-66 & ”Fragilitet og elasticitet” i Cort Ross Dinesen (red.): +6 tekster #3. Kartografi. Tekster, Hydra. København: Kunstakademiets Arkitektskole 2013: 86-98 & ”Tid til besindelse: Et essay om bæredygtighed” i Arkitekten #8, 2023: 42-43.

SPIDER WEBS OF INTRICATE RELATIONSHIPS
SEEKING A FORM

An essay by Steen Nepper Larsen
Translated by Maria Catalina Heitmann 

The catalogue of forms is endless: until every shape has found its city, new cities will continue to be born. When the forms exhaust their variety and come apart, the end of cities begins. In the last pages of the atlas there is an out-pouring of networks without beginning or end, cities in the shape of Los Angeles, in the shape of Kyoto-Osaka, without shape. Like junk spaces multiplying in unnameable, nameless and identical copies congealed into non-places in Sweden, France and Germany, consisting of fast-food restaurants, soulless malls and endless gas and charging stations. 

You advance for hours and it is not clear to you whether you are already in the city’s midst or still outside it. Like a lake with low shores lost in swamps, so Penthesilea spreads for miles around, a soupy city diluted in the plain; pale buildings back to back in mangy fields, among plank fences and corrugated-iron sheds. /…/ [O]utside Penthesilea does an outside exist? Or, no matter how far you go from the city, will you only pass from one limbo to another, never managing to leave it?

“THE BONES OF THE DREAM ARE LOOKING FOR NEW FLESH”
Thus writes the poet Peter Laugesen in 1980 in his collection Forstad til intet/Suburbia to nothing (p. 16). With a grounding in a sensitive contemporary diagnostic he writes, on the memorable page 13: “the neurosis is in full bloom/in the empty sneaker/on the old moraine hills/where boxy one family houses/dig a table tennis basement in the ground/and tell themselves/that they are stable.” ¹ The contrast agent of the dreams of liberation found a voice in a poetic evergreen while the country was plastered with terraced and one-family houses. And the tyranny of that very thing had and has to be interrupted; counterimages are dared, while dreams sought new flesh. 

In the mirror city Valdrada on the riverbank, the inhabitants know that each of their actions is, at once, that action and its mirror-image, which possesses the special dignity of images, and this awareness prevents them from succumbing for a single moment to chance and forgetfulness. Even when lovers twist their naked bodies, skin against skin, seeking the position that will give one the most pleasure in the other. Like a realization of the Nietzschean principle: amor fati, the double of act and memory image isn’t deadening in this city. Reflection and repetition are not enemies. 

And neither are they to the Italian explorer Marco Polo, who in the 13^th century visits 55 cities and evaporates his impressions from Penthesilea, Valdrada, and 53 more fantastic urbane places. These are the delightful, hopeful, and yearning times in Hypatia, condensed by the writer, messenger, and wordsmith Italo Calvino: Now I have only to hear the neighing of horses and the cracking of whips and I am seized with amorous trepidation: in Hypatia you have to go to the stables and riding rings to see the beautiful women who mount the saddle, thighs naked, greaves on their calves, and as soon as a young foreigner approaches, they fling him on the piles of hay or sawdust and press their firm nipples against him.

THE CHALLENGES ARE LINED UP FOR THE STILL GENUINE  ‘EARTHLING’
Elsewhere is a negative mirror. The traveler recognizes the little that is his, discovering the much he has not had and will never have. 

Thus might an architectural credo inspired by the combined wisdom and linguistic stardust of Marco Polo and Italo Calvino sound in the year 2025. Cities, ways of building and ways of living must be created on the base of a research and curiosity that travels the world with openness and humility and cruises history with receptive senses and notions still in the making to cover an architecture of possibilities. The epistemic acknowledgements don’t own their objects, and the forms of knowledge are unfolding meanings without being domesticating. 

Rather than seeking to take possession of the world and cover it with commercial junctions and replaceable living boxes, the aim is to invent virile and wild forms of entanglement and coexistence of the human and the non-human, the intentional and the unintending, the known and the unknown, the engineering and the architectural, the functional and the aesthetic, the utilitarian and the sensually uplifting. 

The Zeitgeist lingo gives us an urge, urgency, and compulsion to speak of sustainability. No wonder, since the word is unambiguously positive and points to an all-encompassing effort and lip service, not only in the building industry but also in political spin strategies. Think of the organization Sustainable Agriculture, green sustainable growth, sustainable adaptation, sustainable development, etc. Sustainability is an overheating and increasingly disenchanted signifiant, long since pervaded by fakeness. 

The city Bauci is carried by slender stilts towering up far apart and vanishing into the clouds. No part of this city touches the ground except for the long flamingo legs it rests on. Calvino lists three hypotheses of the Bauci inhabitants in passing: that they hate the earth; that they respect it so much they avoid all contact; that they love it as it was before they existed and with spyglasses and telescopes aimed downward they never tire of examining it, leaf by leaf, stone by stone, ant by ant, contemplating with fascination their own absence.

To hate the earth is a contradicting project for an ‘Earthling’, who is always already a being of this ground. To avoid touching ground is a misanthropist, flagellar, and self-destructive endeavor. To exile oneself from earth and inhabit the position of an origin-seeking, embalmment-preaching anti-humanist seems a bit exaggerated. But to thoroughly explore nature and the city leaf by leaf, street by street, material by material, activity by activity, is not in any way a futile undertaking. 

It would be contradictory as well to wish to love a city created before humans came into existence – for humans are natural creators of culture and by now also cities. Nature doesn’t build, erect, or refine complex cities all by itself, as far as we know. Hence, there is no point in wanting to make disappear, be silently or loudly ashamed about the exceptionally human in the universe. On the other hand, there is also no point in turning everything in this universe and on this planet into resources and tools for continued and headless growth inside a short-breathed capitalist system that levels all substances. The short version of my claim, impossible to fully unfold here, would be that the problem lies with the Capitalocene and not the Anthropocene as such. 

THE HORIZON OF POSSIBILITIES OF LANGUAGE FOR ARCHITECTS AND OTHER GOOD PEOPLE
There is something eminently seductive and invigorating about the written language. The very same seven characters cannot but arouse wonder if we were to compare and linger on nowhere and now here respectively. Where the former is heavy with absence and negation in its dead-ended compression, the latter is both pushy, attention-grabbing and serenating actuality. Almost imperceptibly, the former is sticky with longing for longevity, while we are briefly invited to breath freely between the two words of the latter. 

These befuddled ‘therenesses’, that is, places we can visit in the fantastic world of imagination, can also be closed in on through the German linguistic world where two related words offer themselves: irgendwo and nirgendwo. The eight-character word points to ‘some-place’ and provides a minimal platform for existence, the nine-character word seems to deliver a somewhat more defeatist reference to a ‘no-where’ where not even the smallest space for rest is provided for even a split second. But in this way, nirgendwo is charged with the energy of a liminal concept for hope. The tracker sense for and from nirgendwo draws thin connections between somewhere and nowhere. 

From Greek we inherit a series of words with an impressive impact history and durability: topos for place, ou-topos for non-place, and eu-topos for good place. Utopia is a termini téchnici and a neologism designating both a non-place and a good place. On the face of it, utopias denominate spatial structures and localities; but they are definitely also put to use within temporal domains. In contemporary colloquial language, two fundamentally different meanings cross. Utopia is used pejoratively to describe the unrealistic and the realm of dreams, but also for the yet-to-be-realized, the desirable, direction-setting and future-redeeming. In sum: At the political grown-up’s table, utopias are not welcome. In critiques of capitalism and activist communities on the other hand, utopias are in high demand. 

In the year 1965, The Beatles were singing about a proper Nowhere Man: “Sitting in his nowhere land, making all his nowhere plans for nobody”. In the second verse, we hear: “Doesn’t have a point of view. Knows not where he’s going to. Isn’t he a bit like you and me?”. A little further ahead, John Lennon and Paul McCartney sing together: “Nowhere man, please listen (Ahh, la, la, la)/ you don’t know what you’re missing (Ahh, la, la, la)/ Nowhere man, the world (Ahh, la, la, la)/ is at your command (Ahh, la-la-la-la)”. And then the unison guitar solo executed by George Harrison and John Lennon.
 
Perhaps we are ready to release some utopian, nirgendwo-saving and architectural visions that will outspeed the dominant, hustle and bustle, contextless and scaleless odes to nowhere, while they distort the world beyond recognition and shower it in harmonies, infuse it with an out of this world aesthetic power, gently guarding the materialities and fertilize the common streams of energy. Now Here Women, step on the wah-wah pedal! 

1. Original version: “neurosen blomstrer vildt/i den tomme kondisko/på de gamle morænebakker/hvor firkantede rækkehuse/stikker en bordtenniskælder i jorden/og bilder sig selv ind/de står fast.” ↩︎

*Post scriptum: Part of this essay unfolds as a palimpsest over Italo Calvino’s Invisible Cities. San Diego: A Harvest Book, 1974 (org. La città invisibili, 1972). The title of this essay takes its starting point in a sentence regarding the city of Ersilia on p. 76. The essay is also tangent with my articles ”Irgendwo im Nirgendwo” in Cort Ross Dinesen and Guro Sollid (ed.): Hydra 8. Morfologi – Topologi. Kartografi + Urbanitet. Berlin Paris Tokio. Copenhagen: Kunstakademiets Arkitektskole 2012: pp. 59-66 & ”Fragilitet og elasticitet” in Cort Ross Dinesen (ed.): +6 tekster #3. Kartografi. Tekster, Hydra. Copenhagen: Kunstakademiets Arkitektskole 2013: pp. 86-98 & ”Tid til besindelse: Et essay om bæredygtighed” in Arkitekten #8, 2023: pp. 42-43.